Alkohol- og rusmiddelpolitik på arbejdspladsen
Vi anbefaler at alle virksomheder har en personalepolitik om alkohol og rusmidler. En alkoholpolitik skaber tydeligere retningslinjer for alkohol på arbejdspladsen og hvad virksomheden forventer af sine medarbejdere i den forbindelse. En god alkohol- og rusmiddelpolitik bør blandt andet tage stilling til, hvordan jeres virksomhed kan og vil støtte en medarbejder med et alkohol- eller andet rusmiddelproblem, samt hvilke konsekvenser eller sanktioner der træder i kraft, hvis en medarbejder overtræder rusmiddelpolitikken.
Når en medarbejder kæmper med alkohol- eller andre rusmiddeludfordringer, uanset om der er tale om overforbrug, misbrug eller afhængighed, har det ikke kun personlige konsekvenser for ham eller hende, men det vil ofte også i sidste ende få store konsekvenser for andre kollegaer og virksomheden. Det vil derfor være en stor fordel for virksomheden og medarbejderne, at tage stilling til alkohol på arbejdspladsen og indføre en god alkoholpolitik. Ved at være proaktiv og tage stilling til alkohol på arbejdspladsen, skaber virksomheden selv en kultur, der er hensigtsmæssig for både medarbejdere og virksomheden.
Udarbejdelse og implementering af alkoholpolitik
Før I indfører en alkohol- og rusmiddelpolitik, bør I drøfte det mellem ledelse og medarbejdere, hvilket også vil gøre det mere tilbøjeligt for medarbejderne at støtte op om den.
Hvordan det gøres bedst, afhænger af virksomhedens opbygning. Der er naturligvis forskel på arbejdsgang i små og store virksomheder, men faktum er, at jo mere medarbejderne har indflydelse på udarbejdelsen og implementeringen af alkoholpolitikken, jo større sandsynlighed er der for, at de vil tage medejerskab og støtte op om den.
Hvad skal en alkoholpolitik indeholde?
Da formålet med en alkoholpolitik er at skabe nogle fælles retningslinjer og forventninger for alkohol på arbejdspladsen, samt tydeliggøre konsekvenser og sanktioner for overtrædelse, bør den udtrykke virksomhedens holdning til alkohol og forholde sig til følgende:
Alkohol på arbejdspladsen?
Omfanget af alkoholindtagelse
Virksomheden må vurdere, om det overhovedet er tilladt at nyde alkohol i virksomheden eller om der skal indføres et decideret alkoholforbud.
Alkohol tilladt:
I det tilfælde, hvor I som virksomhed beslutter, at det er tilladt at indtage alkohol på arbejdspladsen, skal der dernæst tages stilling til hvor stor en mængde af alkohol, der må indtages, samt hvor og under hvilke omstændigheder dette må ske. Dette kan blandt andet indbefatte, at man ser det som værende okay at nyde alkohol i en begrænset mængde ved en kollegas fødselsdag, ved jubilæer eller ved andre tilfælde som disse. Eventuelt med en tilladelse fra ledelsen på forhånd.
Alkoholforbud:
Hvis I som virksomhed vælger et alkoholforbud, er der ligeledes nogle overvejelser I må gøre jer og tage stilling til. Gælder alkoholforbuddet alle medarbejdere i virksomheden eller er der forskel på produktion, repræsentation, ledelse etc.? Må en sælger, der er ude at spise med kunder, drikke alkohol i arbejdstiden? Må medarbejdere på messer, kurser eller lignende drikke alkohol? Gælder et eventuelt alkoholforbud for alle virksomhedens matrikler? Kan der gøres undtagelser og i så fald, hvem skal give tilladelse hertil? Hvis der ikke er taget stilling til ovennævnte, kommer man meget nemt til at stå i situationer, hvor et alkoholforbud gang på gang bliver brudt og gør det svært at håndhæve.
Andre rusmidler:
Der vil sjældent være brug for samme stillingstagende til hvorvidt andre rusmidler skal være tilladt på arbejdspladen eller ej. I modsætning til alkohol, som er et legalt rusmiddel og langt de fleste steder accepteret som en integreret del af vores kultur, er hovedparten af andre rusmidler stadig illegale. Derfor vil der stort set altid være enighed om, at sådanne rusmidler vil være uforenelige med en moderne arbejdsplads, og derfor vil det være naturligt at en alkohol- og rusmiddelpolitik indeholder en nultolerance for anvendelse af rusmidler i arbejdstiden.
Det er vigtigt, at ovenstående er klart og tydeligt formuleret, så medarbejderne ikke er i tvivl om, hvad der er tilladt i forhold til alkohol- og rusmiddelpolitikken. Personalepolitikken vedrørende alkohol skal være så klart formuleret, at det er tydeligt både overfor medarbejderne og virksomheden hvis retningslinjerne er blevet overtrådt.
Hvordan virksomheden håndterer, støtter og hjælper en medarbejder med alkoholproblemer
Det vigtigste punkt i alkohol- og rusmiddelpolitikken, er desværre ofte det mest oversete og mindst gennemarbejdede. Det er yderst vigtigt, at det tydeligt fremgår af politikken, hvorvidt medarbejderen kan forvente støtte, hjælp og omsorg fra virksomheden, eller om det er virksomhedens holdning, at det er et privatanliggende, som medarbejderen selv må løse. Hvis virksomheden har et ønske om at hjælpe medarbejdere med alkohol- eller andre misbrugsproblemer, skal det ligeledes tydeligt fremgå hvilken hjælp der kan forventes, i hvilket omfang og hvordan hjælpen modtages. Det vil ofte kræve stort mod og overvindelse for en medarbejder med et misbrugsproblem, selv at åbne dialogen og række ud efter hjælp. Det er derfor vigtigt, at det fremgår hvem man skal kontakte, hvis man ønsker at modtage virksomhedens hjælp (f.eks. tillidsmand, samarbejdsudvalg, HR, leder etc.).
Det er også vigtigt at det fremgår, hvem i virksomheden der kan rådgive om valg af behandling og om hvorvidt virksomheden betaler for behandlingen, f.eks. gennem aftale med sundhedsforsikringen. De fleste virksomheder kan trække alkoholbehandlingen fra i SKAT. Det vil dog ofte være en forudsætning, at ordningen gælder alle medarbejdere.
For at kunne give den bedste støtte og motivation til en medarbejder, skal det også fremgå, hvem en medarbejder kan kontakte for rådgivning, hvis de har set eller har mistanke om at en kollega kæmper med alkoholproblemer eller andre rusmidler.
Alle situationer er forskellige, og der kan opstå problematikker man ikke er forberedt på, men langt hen ad vejen vil en alkoholpolitik kunne hjælpe og være til stor fordel for både virksomhed og medarbejdere.
Dyscon tilbyder flere skræddersyede løsninger til medarbejdere med alkohol- eller misbrugsproblemer. De fleste af disse tilbud indebærer, at medarbejderen ikke behøver at være væk fra sin arbejdsplads i en længere periode, men derimod kan være i behandling, samtidig med at de passer deres arbejde.